Ungdomsidolet fra Malurt har efterhånden rundet en del skarpe hjørner, men Michael Falch er i dag mere produktiv og aktiv end nogensinde før. Foruden et nyt album, en ny julesingle og flere forestående turneer flyder skriveskuffen også over med overraskende nyheder. Weekend fangede den mangesidede musiker midt i forberedelserne til en hektisk start på 2021 koncertsæsonen.
Nu hvor vi står i disse mørke corona-tider og skal se fremad, var det måske meget passende at lægge ud med at spørge, hvad du glæder dig mest til i 2021?
MF: Jeg glæder mig allermest til at komme ud og stå på en scene igen, for jeg har faktisk ikke stået på en scene, siden vi blev lukket ned med Malurt i marts måned. Det er 8 lange måneder. Det der med at føle kontakten med publikum og føle, at vi deler noget med hinanden – mine sange og en identitet – det længes jeg så meget efter. Og jeg går jo og bliver paranoid, for jeg har ikke holdt en så lang pause siden, før jeg begyndte at spille som 13-årig. Så det er noget med, at man i min situation går og ruster. Det er en lille kunstform, som skal genopfindes, ikke. Hvordan er det nu, man gør?
Der er allerede planlagt to turneer – en solo og en med Malurt. Kommer der flere?
MF: Lige nu gløder det i Malurt-lejren, for vi går virkelig og overvejer, hvad vi nu skal gøre. Jeg tager på turne med mit såkaldt ”unge band”, Dét Band, i januar-februar-marts, og det bliver en turne på rene corona-betingelser med kun siddepladser og god afstand mellem folk osv. Så det bliver mere nedskaleret, og det passer måske slet ikke så dårligt til mit nye album, der også er mere neddæmpet. Det skal nok fungere. Med Malurt er det bare en helt anden historie, for nu er vi endelig blevet gendannet efter mange, mange år. Vi fik heldigvis lov til at spille vores første 5 shows i februar- marts, og er meget taknemmelige for, at vi trods alt fik mulighed for at komme i gang efter tre års forberedelser. Men det er klart, at når folk har glædet sig til det, har de ikke set en halv sal med siddende publikummer, der ikke engang må synge med, for sig. Og det er heller ikke det, vi har set for os, når vi nu endelig var sammen igen. Så vi har den holdning, at vi kan ikke gennemføre vores reunion tur med Malurt, før vi kan gøre det som rigtige rockkoncerter. Det vil sige, at svaret blæser i vinden. For hvornår bliver det? Der er jo også en eller anden deadline for, hvor gamle kan vi tåle at blive? Vi har lovet folk, at det er noget, vi gennemfører, mens vi stadig er i fuld vigør. Det burde være i 20-21, men sådan ser det desværre ikke ud lige nu. Vi kan simpelthen ikke risikere, at når Malurt endelig er samlet, og vi kun gøre det denne her ene gang, så kan vi ikke have, at folk sidder og føler sig som stækkede undulater i et fuglebur – det går altså ikke. Der skal sgu liv i cowboyjakken og alt det der.
Hvad ser du selv som de største forskelle mellem solokoncerterne og Malurtkoncerterne?
MF: Malurt er sådan en powerfuld ting, hvor megen af meningen ligger i energien, mens vi med mit unge band har andre dagsordener. Der er en anden form for nuancer, som passer bedre til corona-situationen. Man kan sidde ned og reflektere med, mens man med Malurt skal op og stå og hoppe med. Mange mennesker har jo været unge med os, og har den der gamle oplevelse i sig endnu. Og det skal være en erindring om det – der skal sgu liv i cowboyjakken og alt det der. Så vi er nød til at have tålmodighed med det, og det er publikum så også.
Hvor er du på vej hen rent musikalsk lige nu – hvad inspirerer dig?
MF: Når man lige har udgivet et nyt album er der som regel noget dødvande – det er lidt en mavepuster. Så lige nu er jeg ude i en helt anden verden, hvor jeg har skrevet 25 sange på engelsk, og jeg aner ikke, om de skal bruges til noget nogensinde. Jeg kan mærke på mit pladeselskab, at de ikke lige ser et engelsksproget album som det oplagte næste skridt for mig. Så det skal jeg enten overbevise dem om eller jeg skal opgive min idé eller jeg skal finde en anden måde at bruge det materiale på. Jeg er jo ”ren” i den forstand, at jeg altid har sunget på dansk. Fra første Malurt album til ”Forår i brystet” har det været dansksprogede albums, og det tætteste jeg har været på engelsk er, når jeg har sunget ”Break my heart” med Superlove – hvor mange af mine kolleger har lavet en del engelsksprogede albums undervejs. Der ligger noget interessant for mig i at prøve det, men måske bliver det bare en mellemregning og måske bliver det bare sange til gemmekassen. Men hvis jeg springer ud i det, bliver det helhjertet. Stilen ligner meget min tidlige ungdoms favoritlyd. Især Neil Youngs albums der i starten af 70’erne og Jackson Browne – en rustik westcoast lyd. Prunkløs uden fernis. Og fuldstændigt vildt romantisk.
Det er noget, der passer til dit liv lige nu?
MF: Det har det åbenbart gjort, ja. Det kan dog godt være, at det mere end selve romantikken er drømmen om romantikken. Det er nok det.
Du har også lige udgivet en julesingle med din datter, Mathilde?
Vi blev inviteret til at synge en julesang ved TV2’s juleshow, og i stedet for bare at give en ny version af ”Driving home for Christmas” eller en anden klassiker, valgte vi at gå all in og skrive vores egen sang. Resultatet blev to generationers fælles fornemmelse af, at julen er en tilstand, en følelse, som vi går med et ideal om. Men den kan være svær at finde ind til på grund af stress, nervepres og materialisme. Men måske kan corona-tiden få os til at stoppe lidt op og komme tættere på julen. Sangen er indspillet med Matildes band og strygerkvartetten Live Strings, og den får ikke for lidt rent lydmæssigt. Du kan tillade dig noget mere i denne genre, og vi er nærmest ovre i en Phil Spector ”wall of sound”.
